Fiskeundersøgelse i Båndgrundlingesøen
Normalt er der fiskeri forbudt i søen hvor
båndgrundlingerne bor, men med en tilladelse til fiskeundersøgelse tog jeg sammen med Jørn til søen, hvor vi også fiskede sammen sidste år.
Målet med undersøgelsen var at finde ud af om den invasive
båndgrundling stadigt var talrig i søen, samt at undersøge hvilke fiskearter der ellers var i søen.
Vi startede med at fiske med
flåd og små kroge i størrelse 22 - 28 agnet med
regnorm.
Båndgrundlingerne var i den grad stadigt til stede, og vi fangede hurtigt en håndfuld af de små fisk. Efterfølgende lagde jeg et
sænkenet ud, som jeg agnede med toastbrød. Efter en halv time blev
sænkenettet hevet op, og omkring 50
båndgrundlinger lå og sprællede på nettet.
Efter fiskeriet efter småfisk, gik vi over til at fiske med større kroge agnet med majs og toastbrød. Der var godt gang i søens
fredfisk. De lange slanke karper var vilde med brødet, og søens sølvkarusser og
sudere tog både brød og majs. Dagens lille overraskelse var en
skalle som Jørn fangede, det er den første
skalle vi har fanget i denne sø.