Introduktion til fladfisk ved Lyngså Strand
En kollega ville gerne lære at fiske, og jeg tænkte, at
fladfisk var et godt sted at begynde. Jeg brugte lidt tid på at finde nogenlunde nærliggende steder med en vis træfsikkerhed, og valget faldt på Sæby Havn og Lyngså Strand.
Min kollega var forsinket, så jeg fiskede en times tid alene i havnen, hvor en af de lokale hev en lille
hornfisk i land på
blink, netop da jeg ankom. Jeg gik hurtigt tilbage til planen: På med et forfang og nogle af de medbragte
skalrejer og
sildesider. Intet skete.
Jeg fik sat min kollega i gang med at fiske, men det var som at fiske på land, så vi pakkede sammen og fandt en lokal
sandormspusher - det skulle i hvert fald ikke være forkert agn, der gav en dårlig begyndelse. Herefter satte vi kursen mod Sønderklitvej ved Lyngså Strand.
Der var en del strøm og blæst, men vi riggede hurtigt op og kom i gang men uden rigtigt at mærke noget. Vi kunne dog konstatere, at ormene var krympet, når de kom ind, så.. noget måtte der være derude.
Efter tyve minutter mærkede jeg endelig de velkendte nærmest elektriske ryk, og efter et minut havde jeg en ret lille
skrubbe på land. Herefter var der liv i linen på nærmest hvert eneste kast, men det blev ikke til alverden. Jeg fik dog to lidt større på, men min kollega var lidt opgivende.
Til sidst skete det dog: Han hev linen ind for at kaste ud igen, og så sad der en fin lille
skrubbe for enden. Det fik smilet frem og entusiasmen op, og kort efter havde han haft to små mere inde.
Vi skiftede senere plads og fik nogle lidt større
skrubber, men de fleste var små under målet. Jeg tog en enkelt med hjem, som lå lige på vippen, 22-23 cm, men den var dog noget tykkere en de andre.
Det blev kun til en art, men vi havde fint vejr, og jeg tror, der blev født en ny lystfisker, så missionen fuldført.