Beskrivelse af turen:
Da åernes fredning langt om længe ophørte d. 16. april, blev støvet rystet af den lille klasse 4
fluestang, og jeg tog ud til min kære lille Ansager å. Det var tydeligt at der stadig var mange
regnbueørreder i åen, og nu havde de små ørreder fra sidste års massive udslip også fået lidt størrelse på. Fine fisk på op til 40 cm blev fanget i premieredagene. Jeg selv fik også min del af kagen, og toppede det med en fin fisk på 36 cm fanget d. 17 april, på en kølig, våd og blæsende eftermiddag. Jeg havde op til dagen kreeret en lille gul/orange vægtbelastet nymfe, med en busket marabouhale og det var tilsyneladende den helt rette medicin til de forårskåde
regnbuer, der aggresivt kastede sig over
fluen. Der var ingen tøven, ingen forsigtige nap, fiskene tog
fluen for at dræbe, og selvom det er undslupne dambrugsfisk, så kan man ikke klage over underholdningsværdien når en 30-35 cm
regnbueørred, der har gået i åen et års tid og opbygget sine muskler, tager
fluen i et hårdt angreb, og spæner afsted ned ad åen.
Det blev til 6 fisk denne dag. Den føromtalte på 36 cm, og derudover to fisk på 29 og 32 cm samt to mindre 15 cm
regnbueørreder og til slut en
bækørred på 20 cm.