Beskrivelse af turen:
Søndag gik turen endnu en gang østpå til Langeland og en dags fiskeri efter
fladfisk på bæltet. Vejrudsigten havde forudsagt at vi ville få en rigtig fin fiskedag, med
høj sol og næsten ingen vind, i hvert fald ikke før sidst på dagen. Den havde dog også forudsagt risiko for tåge fra morgenen af og dermed nedsat sigtbarhed under køreturen. Så vi tog afsted en halv times tid tidligere end vi plejer for at være forberedt på lidt nedsat hastighed undervejs, tågen så vi nu ikke noget til så vi ankom i rigtig god tid til
Spodsbjerg.
Det var nu heller ikke så
ringe, for så var der god tid til at få klargjort grejet og dermed kunne sidde i ro og mag og nyde morgenmaden inden fiskeriet, efter ca. tre kvarters sejlads, kunne begynde.
Det startede nu lidt stille ud, og der blev kun sporadisk landet
fladfisk rundt omkring på båden. Vejrudsigten havde ganske rigtigt forudsagt at der ville blive solskin og roligt vejr, og det holdt stik, hvad den dog ikke havde forudset var at strømmen ville blive ganske stærk og det gjorde fiskeriet svært.
Efter en times tids fiskeri lykkedes det dog for mig at få knækket koden, for jeg begyndte at fange fisk, og på blot et kvarters tid havde jeg fået fire fine
rødspætter ombord, ikke vildt store, men fine spisefisk, da skipper kommer ud og siger at han synes vi skal sejle over på dan anden side af bæltet hvor strømmen er mindre stærk.
Jeg var selvsagt ikke enig da jeg nu endelig havde fået held med fangsterne, men jeg kunne godt se at det var lidt træls at der ellers ikke rigtig blev fanget noget, så jeg overgav mig og vi vendte skuden mod vest.
Efter en halv times sejlads kunne vi igen dyppe snørene, og det hjalp på fangsterne at vi flyttede. Der begyndte at blive fanget ok med fisk på hele båden, bortset fra en plads. For mig gik fiskeriet fuldstændigt i stå, uanset hvad jeg prøvede så kunne jeg bare ikke få fiskene lokket til hug, eller det er ikke helt rigtigt, for jeg fangede fisk, men alle sammen fisk der var under
mindstemål eller også var de så tynde at det kun gav mening at slippe dem tilbage igen.
Så det var godt jeg havde kameraet med, for så kunne jeg da bruge tiden på at fotografere måger, vi så også marsvin på turen, faktisk 3 styks som i nogle minutter cirklede rundt om båden, men desværre på lang afstand så det blev ikke til så gode billeder af dem.
Det blev til ialt 6
rødspætter som kom med hjem, hvor af den største var på 36 cm og 300 gram. Desuden blev det til ca samme antal der blev genudsat, et par
hvilling, en enkelt
torsk og en
berggylt kunne dagen også byde på, men de var nu så små så de kom retur med det samme.
Trods den lidt begrænsede fangst så var det en rigtig dejlig tur på Langelandsbæltet.