Beskrivelse af turen:
Jeg kørte mod Nordkanalen, hvor der var rapporteret godt med fangster i et stykke tid. Jeg parkerede ved en af broerne og fiskede med en lille udgave af Savage Gear Seeker i hvid, men den blev efter kort tids fiskeri stjålet af et af de mange træer. Grrr.
Jeg skiftede til en Mepps i størrelse 3 og bevægede mig opstrøms. Det var stadig inden solopgang, og åen så rigtig flot ud med drivende tågebanker. Kort efter så jeg et lille dyr med orange hale med hvid spids - formodentlig en lille ræv men jeg så kun halen.
En isfugl, tror jeg, kom kort efter pilende ned langs åen, og det er jo også meget godt, men jeg var ude for at fiske. Heldigvis fik jeg kort efter et hug. Den gik lidt dovent rundt i vandet, så det var nok en
gedde. Den faldt dog af omtrent fem meter væk, men inden da så jeg den kort. Den så meget blank ud, men jeg holder på en
gedde omkring 50 cm.
Jeg fiskede videre, og da jeg var ved at være løbet tør for tid, riggede jeg om til
flåd og
regnorm og standsede ved et sted, hvor der forleden var en masse aktivitet af fisk, jeg ikke kunne få i tale.
I dag lykkedes det dog, og en lidt slank
havørred kom på land efter en kort kamp. Den var ikke så stor, men den kom alligevel med hjem.