Beskrivelse af turen:
Det er desværre efterhånden ved at være et stykke tid siden jeg sidst har været på
geddefiskeri, meget overabejde, huskøb med dertilhørende haveprojekter og varme somre har alt sammen holdt mig væk fra mit
højt værdsatte
geddefiskeri, men nu er det endelig blevet efterår, haveprojekterne er sat på standby indtil foråret, overarbejde er ved at falde til et acceptabelt niveau, det er den kolde og mørke tid,
geddetid, og så er det jo rart at komme ud en time efter arbejde og konstatere at man ikke helt har mistet taget på det.
Kl. 15.10 var det fyraften, og så gik det ellers over stok og sten i den lille Opel sydpå mod fiskevandet. Små tre kvarters kørsel senere parkerede jeg ved søen, fik grejet slæbt hen på pladsen og rigget til med døde agnsskaller fra fryseren på to stænger og så kunne jeg ellers læne mig tilbage og nyde den friske luft, den søde koncert fra de par hundrede måger og ænder der prydede søens overflade, og ellers bare glæde mig over at være tilbage igen.
De obligatoriske besøg af legesyge hunde der lige skulle hen og se hvor meget en stangholder kunne holde til, var der også, inden de blev kaldt tilbage af deres ejere som i dagens anledning havde overset de gule skilte ved alle stierne rundt om søen, der fortalte at hunde skal føres i snor, nå ja bortset fra at vælte mine stænger ned af stangholderne gjorde de såmænd ikke noget. De forbipasserende motionister der var ude på aftentur og som altid kom hen og hilste på mens de fortalte vidt og bredt om hvordan de havde fanget mange fisk i søen da de var drenge, alt var ved det gamle, og allerede efter en halv time kom også den velkendte lyd af
bidmelderens karakteristiske bippen, mens linen roligt blev trukket af hjulet. Jeg var hurtigt over stangen, og fik givet
modhug, men desværre var alt jeg fik ind, en tom krog og en agnsskalle med bidemærker.
Jeg fik sat agnsskallen ordentligt fast på hairrigget og kastede ud igen præcist samme sted, det kunne jo være
gedden stadig var i området, og den havde tydeligvis ikke mærket noget til krogen, så måske kunne jeg overliste den til at forsøge igen.
Det kunne jeg, blot 10 minutter senere rendte præcist samme line af sted igen, denne gang havde
gedden bedre fat i agnen, og jeg kunne efter en kort fight kane
gedden ind i vejeslyngen. Jeg fik lukket vejeslyngen til i begge ender så
gedden ikke kunne smutte ud igen, og satte mig i vandkanten hvor jeg fik krogen løsnet, fisken målt og vejet, taget et par hurtige billeder med selvudløseren og inden
gedden kunne nå at sige ”din dumme fisker”, var den på vej ud mod det dybe vand igen.
Jeg halede derpå den anden line ind, lagde stængerne i græsset bag mig, og sad et par minutter og kiggede på billederne. Det var på tide at vende næsen hjemad, men et bedre comeback kan man vel heller ikke ønske sig end en pragtfuld og smuk
gedde på 104 cm og 7,8 kilo.