Hjemme bedst

I løbet af det seneste år har jeg fået mig lidt fiskeret nye steder i nogle søer rundt omkring i det midt, og østjyske, enten i form af medlemskaber af foreninger eller på anden vis ved at kende nogen som kender nogen og den vej igennem få tilladelse til at fiske, og selvom det er rart at have nogle få steder man kender godt, så er det også altid spændende med nye steder, og se hvad de gemmer på af undersøiske overraskelser.
Så den seneste måneds tid har været brugt på at lære disse steder lidt bedre at kende, men desværre har det også vist sig at være lidt mere udfordrende end jeg nok dybest inde havde regnet med. Kun mindre gedder under mindstemålet er det blevet til, så jeg måtte lige en tur forbi et af mine kendte steder og tanke lidt selvtillid inden arbejdet med at knække koden de andre steder fortsætter.

Vejret var overskyet, gråt og koldt da jeg drejede bilen ind på parkeringspladsen først på formiddagen, og den stride østenvind gjorde ikke meget for at lede tankerne hen på at det om få dage er juleaften. Jeg valgte at sætte mig et sted hvor jeg havde pålandsvind, en beslutning jeg nåede at fortryde mange gange henover de følgende timer, for dælen hvor var det dog koldt, men jeg valgte det fordi jeg synes at have en erfaring med at når det rigtig rusker så er geddefiskeriet bedst der hvor vinden rammer land.
Jeg har egentlig altid haft den teori at det er fordi fødeemner bliver presset af vinden, skaller og andre planteædere følger dette, og lige bag dem kommer gedder og aborrer lurende, men jeg ved det faktisk ikke. Jeg har også tænkt at det er rent psykologisk, at man altid husker de dage hvor tingene er lidt ud over det sædvanlige, så en dag hvor det rusker kraftigt og er koldt og hvor man så fanger en god fisk eller to huskes bedre, end de næste 10 ture med koldt og blæsende vejr, men hvor man ikke fanger noget, hvorimod at på dage hvor der er vindstille eller fralandsvind og hvor det er knapt så barskt at sidde derude, så husker man måske ikke så meget de ture, med mindre den fisk man fanger er af en helt speciel kaliber. Jeg har aldrig rigtig ført nogen statistik på det, men alligevel er det sådan jeg oftest tænker når jeg tager på geddefiskeri på den type dage.
Måske nogen herinde har et mere kvalificeret bud på om der er noget om snakken, eller det er ren indbildning.

Den hårde vind fik bidmelderne på overabejde, og der gik heller ikke længe inden de blev slået fra, clipsen i hangeren måtte også nu og da kapitulere til vinden og hver gang med en fornyet optimisme hos mig om at denne gang var det måske en fisk, men nej det var vinden hver gang.
Efterhånden som tiden gik og den medbragte varme kaffe i termokanden var sluppet op, begyndte tålmodigheden lidt at gå samme vej. Kulden var ved at få overtaget selvom jeg egentlig var klædt godt på, og der kom bare ikke nogen hug. Jeg begyndte så småt at tænke på at vende næsen hjemad, måske var det bare ikke lige dagen, måske var det bare ikke i den ende af søen hvor pålandsvinden rasede at gedderne var eller måske havde jeg slet og ret bare mistet min mojo, ja sådan kan man godt begynde at tænke lidt når man sidder der på sin syvende nultur i træk.
Et par minutter senere rejser jeg mig fra stolen og begynder at rulle den ene stang ind, klar til at pakke sammen, men så sker der endelig noget. Hangeren falder ned, og denne gang virker det til at linen trækkes lidt mere og hurtigere af hjulet end ved det utal af gange hvor vinden drillede. Jeg fik hurtigt fat i stangen, gav modhug og den var god nok, der var fisk på. Det var en ret kort fight, det kolde vand var begyndt at få gedderne ned i gear, og et lille minuts tid senere gled denne smukke fisk i slyngen. Den fik hurtigt sin frihed igen, og jeg kunne med nyoptanket selvtillid pakke sammen og køre hjem.