Beskrivelse af turen:
På en tur til det sjællandske med Jørn, blev
højdepunktet et stop ved Susåen. Vi havde fået et spot til en ny art
hvidfinnet ferskvandsulk af Betina, og det viste sig hurtigt, at der var godt med liv på spottet. Vandet var lavt, og masser af fisk smuttede rundt imellem stenene da vi som det første lyste ned i vandet med en kraftig lommelygte. Der var også masser af krebs at se. Om det var
flodkrebs, signalkrebs eller noget tredje, fandt vi aldrig helt ud af. Men planen var jo ikke at samle krebs til et krebsegilde, der skulle gerne en fisk på krogen i stedet. De hvidfinnede ferskvandsulke var meget talrige på spottet, og de fandtes i alle størrelser.
Ulkene lignede meget den ferskvandsulk som vi har i Jylland, altså
finnestribet ferskvandsulk, og de var omtrent lige så nemme at lokke til hug. Et lille stykke af en tynd
regnorm som vred sig lidt, og så var
ulken solgt. Ofte havde man dog kun een chance hos en
ulk. Spyttede fisken agnen, var det ikke sådan lige at overtale den til at smage igen, og så skulle der gå et par minutter eller fem, før en ville prøve til igen. Det lykkedes os at fange 9 eksemplarer af den nye art,
hvidfinnet ferskvandsulk tilsammen. De største var over 9 cm lange. Desuden fik vi også
grundling og en
elritse.
Elritserne er blevet sat ud i åen inden for den seneste årrække, for at genskabe en bestand som på et tidspunkt er blevet udryddet. Skønt med en ny fiskeart, det er ikke så tit det sker mere.