Beskrivelse af turen:
Der skulle fiskes
karusser, og Kasper havde
forfodret til middag, så der var godt gang i boblerne, da vi ankom ved femtiden.
Kasper kastede et
flåd i, og få sekunder senere gik det i bund. Det tegnede jo godt.
Der gik ikke længe, inden jeg også havde en sølvkarusse på land, og herefter stod den på fisk næsten hele tiden de næste par timer.
Da det begyndte at blive mørkt, blev det pludselig noget sværere at kroge fiskene. Det virkede som ret forsigtige nap, og Kasper spekulerede på, at det måske var små
karusser, der nu kom frem. Det blev bekræftet kort efter, da Kasper landede en, så jeg gik tilbage til at fiske med orm. Kort efter fik jeg også en, og den næste halve time gav vel 7-8 i størrelse S og XS.