Beskrivelse af turen:
Idag havde jeg taget mig en fridag fra arbejde, udelukkende med henblik på at få taget ordentlig hul på efterårets og vinterens
geddefiskeri.
Siden starten af oktober har jeg brugt en del tid ved en lille sø, hvor jeg ikke tidligere havde gjort meget ved
geddefiskeriet, simpelthen fordi jeg ikke troede der var store
gedder i den. Det ændrede sig dog en april dag i år hvor en
gedde af anseelig størrelse drillede mig en del på en medetur efter
skaller. Det er dog desværre ikke lykkedes mig endnu at overliste den
gedde, så derfor tog jeg idag ud til min sædvanlige sø for lige at få boostet selvtilliden lidt og for at få skudt min
geddesæson ordentligt igang.
Temperaturen faldt i løbet af natten til lige under frysepunktet, og forruden på bilen var dækket af et tyndt lag is da jeg tog afsted mod søen. Da jeg ankom til søen ved 9 tiden var temperaturen kun kravlet et par grader over 0, solen skinnede fra en skyfri himmel og der var fuldstændigt blikstille på overfladen. Ikke lige mit favoritvejr til
geddefiskeri, men det kan ikke benægtes at det var en sand fornøjelse at sidde ved søen i det vejr.
Mit set up var det samme som jeg oftest bruger til
agnfiskeri på bunden, to stænger rigget til med agnskaller fra fryseren på et hair rig lignende tackle, et lille stykke kork til at løfte agnen fra bunden og et 1 cm stykke af en kvist jeg fandt på jorden som stop.
Den første halvanden times tid forblev
bidmelderne tavse, men så kom der et omskift i vejret. Der kom lidt flere skyer på himlen, og udover at dække lidt for solen, bragte de også et par små byger med sig. Der begyndte også at komme lidt mere vind som lavede små rynker på overfladen, og det var tilsyneladende det der skulle til for at vække de slumrende
rovfisk.
Kort efter vejrskiftet kom første hug, en lille 50 cm
gedde som blev afkroget i vandet og kom hurtigt afsted igen med besked om at sende dens mutter hen til agnen næste gang.
Man skulle næsten tro den gjorde som jeg sagde for blot 20 minutter senere kom et hug med lidt mere substans. Efter en kort, men lidt udfordrende fight hvor
gedden et par gange forsøgte at stikke ind i sivene, kom en smuk dame på 96 cm og 7,2 kilo i vejeslyngen. Hurtig afkrogning, måling, vejning og et par billeder og så var den på vej ud igen.
Der gik blot 5 minutter derefter inden dagens tredje og sidste hug kom, denne var dog også lille og slap selv af krogen efter få sekunders fight.