Beskrivelse af turen:
Kong Vinter havde spøgt med lidt nattefrost og også lidt dagsfrost de sidste par dage, så der var nok låg på den lille mose. Med en spand med levende
skaller tog jeg til mosen, hvor jeg ville isfiske lidt fra sikker grund på den lille bro, som går ud i mosen. Isen var godtnok heller ikke særligt tyk, og der skulle ikke hakkes meget med øksen, for at lave et par huller i isen.
Jeg startede med at rigge en stang til med en levende
skalle,
skallen blev søsat for enden af broen. Derefter fandt jeg den lille
ispimpel frem, som jeg satte en
mormyska med
regnorm på.
Der var masser af små
aborrer under isen, og jeg fik hurtigt fanget en håndfuld pigfinner. Det er altid sjovt, at ligge på maven på broen og fiske efter de små fisk igennem et hul i isen. Især når man kan se fiskene inden de hugger på
mormyskaen.
Da jeg havde fået nok af
aborrefiskeriet, satte jeg en
bidmelder på
geddestangen, og satte mig på en stol ved søen for at nyde udsigten ved skumringstid.
Midt i freden blev jeg vækket af en skrigende
bidmelder. Fisken tog meget
udløb, og da jeg fik givet
modhug, gik der kludder i hjulet, en stor
fuglerede, som satte sig rundt om armen på fiskehjulet på den lille
isfiskestang. Men ingen panik! Linen blev strammet op med hænderne, og jeg gav endnu et
modhug. Fisken var der stadigt, og der var godt spræl i den. Jeg havde den henne ved hullet i isen flere gange, før jeg kunne tage gællegreb på den og løfte den op af vandet.
Den fugtige græsplæne ved søen kunne sagtens bruges som
afkrogningsmåtte, så her fik jeg afkroget og fotograferet en fin tyk mosegedde på 77 cm og 3,22 kilo!
I dag brugte jeg en stor størrelse 2/0
enkeltkrog til den levende
agnfisk, det fungerede rigtigt godt, og en
enkeltkrog er jo altid nemmere at tage ud af
geddens mund end en
trekrog ville have været. Den næste fisk på
enkeltkrogen bliver måske en haj under varmere himmelstrøg. God jul.