Her torsdag den fjortende i ferien fangede jeg nogle
sortkutlinger men der var en af dem der stak lidt ud. Den virkede med det samme anderledes end de andre kutlinger jeg fangede. Jeg tog derfor et par billeder af fisken for at få den bedømt her på siden. Sådan så den ud:
Farven på fisken virkede anderledes og mere kopperagtig end de andre fisk som var mere sorte og sandfarvede. Desuden virkede den meget kraftigt bygget i forhold til de andre kutlinger.
Et andet billede af kutlingen med fokus på dens hoved:
Dens hoved virkede også en smule større end de andre kutlingers. Specielt dens øjne og mund virkede større.
Men den nok vigtigste grund til min mistanke var blandt andet dens rygfinne:
Som man kan se på billedet er der ikke nogen tydelig sort plet på rygfinnen, hverken forrest eller bagerst. Der er til gengæld et flot stribet mønster.
Så hvad er jeres mening? Er det bare mig der er for mistænksom eller er der tale om den berygtede sortmundede kutling eller en helt tredje art? Som en lille men nok ikke særlig nyttig bonusinformation var fisken utrolig klodset i forhold til de andre fisk. Den forsøgte flere gange at indhalere lodet for enden af mit rig. Kort efter så jeg den spytte to mindre sten ud som den havde fået i munden. Først derefter kiggede den op og tog så agnen.