Beskrivelse af turen:
Jeg skulle indvie min
flydering på en tur med Kasper, og på vejen var jeg forbi den lille bæk endnu en gang for at fange
elritser til akvariet.
Vandet var klart, og jeg kunne desværre konstatere at jeg ingen
elritser kunne se. Lidt opstrøms sprang igen en lille
bækørred, så det var nok den, der havde jaget dem bort.
Lidt slukøret forsøgte jeg alligevel at både et lille stykke
regnorm, og der var forsigtige nap, men jeg kunne se, at det var hundestejler. Øv.
I desperation flyttede jeg mit
flåd lidt opstrøms lige inden en ordentlig klump
grøde i overfladen.
Flåddet gik resolut i bund, hårdere end jeg før har set
bækørreder tage det, så
elritse var udelukket.
Til gengæld var det en tung fisk. Rigtig tung. Den gav et ordentligt plask i vandet, da jeg gav
modhug, og mit lette
UL-grej blev sat på prøve. Fisken kunne ikke rigtig få fat i vandet, så den kom ingen steder men plaskede en masse i overfladen. Til gengæld var min bremse ikke stærk nok til at løfte fisken ud af vandet (og nettet lå i bilen..), så jeg endte med at trække i linen for at hale fisken på land.
Det var en helt klar PR i
bækørred. Aldrig har jeg set så stor en
bækørred, heller ikke i vandet. Jeg skyndte mig at tage billeder og bande over, at jeg igen ikke havde målegrej med, men jeg havde en plastikkasse, jeg lagde den på som reference.